Two weeks

To uger. Til at det hele slutter og det hele starter, vendes og drejes, knald eller fald, eller end midt imellem alle andre.

Der er to uger til at jeg starter på et år, der vist bliver helt anderledes end noget andet. Jeg har ikke rigtig tænkt så meget på det. Ved ikke om det føles urealistisk, eller om det bare er fordi at jeg ikke ved så meget om det. Nogle ting er bare lettest at tage sig af, når man kommer lige præcis tæt nok på, og lige præcis dertil, hvor det egentlig er. Jeg tør nærmest ikke rigtig at have nogen forventninger til noget, både fordi at jeg kan blive virkelig overrasket på både godt og ondt, men også fordi at jeg egentlig ingen chancer har haft, for at bygge noget op. Så må man håbe, at det er noget, som nogle andre har styr på.
Det er jeg faktisk ret træt af. At folk tror, at det er mig der har styr på tingene. Eller at det bare er en selvfølge, at jeg tager initiativet. Det pisser mig sådan set godt og grundigt af. Jeg vil virkelig godt selv ligge det ansvar langt væk, men det er vel også noget jeg selv skal se i øjnene, når jeg vil så meget som jeg vil på egen hånd.

Det står også sådan til med en del andre ting for tiden. Ikke bare det næste år jeg er ved at tage hul på, men også så meget andet. Dér har der også været to uger. Her og der. Hvor nogen har været her, og noget har været væk. Nogen har jeg slet ikke ænset, andre har jeg savnet forfærdeligt meget. Og jeg har ikke turde have forventninger. Og jeg er blevet overrasket på godt og ondt. Jeg har taget en chance, taget et initiativ, ventet og er blevet glædet. Nu er jeg så en smule forvirret og en del glad. Og sådan håber jeg faktisk at det næste år kommer til at forløbe. Lidt forvirret, men meget glad.

Lige nu er jeg det. Og så meget andet. Føler mig både glad for nogle ting, og på andre punkter føler jeg mig enormt ensom og komplet handlingslammet. Det farer rundt med følelser for tusind ting, tusind personer og tusind holdninger, og man kan nærmest ikke holde styr på hvad der er sket eller sagt, fordi at det hele bare siver ind og ud, og passerer som det vil.
Sådan har hele sommeren været. Rigtig god og rigtig dårlig. Det hele på samme tid.
Jeg har både mistet og fået noget, og så har jeg på intet tidspunkt bare siddet og haft noget, der ikke var nogen af delene. Måske bliver de sidste to uger brugt på det. For jeg skal for en gang skyld ikke lave så meget, udover at mangle søvn, penge og selskab. Og det er sådan lidt middelmådigt. Ikke ligefrem dårligt, men heller ikke godt. Endelig tid til at slappe af, men også tid til at kede sig. Og tænke. Alt for meget.

Save up all the days, a routine malaise. Egentlig handler sangen om noget helt andet. Men nu tager jeg hul på nogle dage. Nogle uger. Og hvis jeg beslutter mig for det, så bliver det sikkert godt. Godnat.