Novemberglæder #1

Se ud på november. Ryste på hænderne. Læse 5 svære ting før kl. 08.00. Drømme om en by med kuplede tage. Hvide ansigter i tåge. At iføre sig noget feminint og enkelt, eller noget loddent og mørkt. En duft af frost og hud. Huske at ringe til nogen. Huske at trække vejret. Ligge vågen og komme i tanke om et vers. Synge indvendigt. Drømme om en vulkan, om en lejlighed, om en blomst i et turkis glas. Vodkarus og støjende musik. To desperate spørgsmål der klinger i hovedet. Og så at ryste på selv samme hoved, når nogen spørger om vej, som om man selv var turist (i sit eget hoved). Vågne af lede drømme. Tænke på uhyggelige dyr. Tælle sine skridt. Arrangere et møde. Opdage at tiden virkelig er gået (stærkt). Tage en kjole på, der sidder dårligt. Fortryde aftalen. Bedrøvet over noget usikkert, der er sikkert. Forstå at andre er trætte, når man selv er manisk. Begære nogens bevægelser. Ulmende kærlighed til en veninde. Klæde sig af med skam. En sort nåleskov, der suger alt til sig. At være dårlig til at kommunikere (er nok en gensidig ting). At gå en hel dag for at indhente noget man har tabt (eller fordi at glæden kræver det). At ligge stille (så meget som en bedøvet). Alt det man gør, som man ikke vil. Glemme det vigtigste. At være for hæmmet til at danse. At hulke af grin (- lykke).  Skybrud. At kende én, der er forsigtig og blid på en helt speciel måde. At køre et sted man har gjort mange gange før for lang tid siden, men med en hel ny fornemmelse. Dvæle ved noget der nok er skønhed: bløde arme, sprog så lette som skyer, en rød, varm mund. Sorte kastanjer i bunden af tasken. moi Caprice. En brutal lyd af en storm. Følelsen af fugtig skovbund under store støvler. At lade sig sænke ned i et bad. Når jeg ser din mund bevæge sig, men ikke aner hvad du siger. At rejse igennem land, man havde glemt hvordan så ud. Rå kulde i nylonstrømper. At mærke noget trygt i lommen. Glæden ved, at din hånd tidligt fandt vej til min på hjemturen. Det bløde kongeblå lys, der flyder gennem dagen. At gentage sine egne ensomme ritualer. Samtaler (der åbner enten hjertet eller hjernen - og i få tilfælde begge). At finde en sætning man har ledt efter. En hed krop under dynen. Og fraværet: nattemørke, følelsen af omfavnelse der fandtes for så kort tid siden, og stadig sidder fast rundt på kroppen. Vigtige ord der kommer snigende, og forsvinder fordi at man salig faldt i søvn. At vågne med kvalme. Stejle trapper. Den måde tiden går på, når man er alene. At komme i tanke om at jeg har efterladt noget hos dig, og om du mon nogensinde finder det. Alt det man vil, som man ikke gør. At sige noget, man har længtes efter at sige. Ikke at være tilfreds (på godt og ondt), og så pludselig at være det alligevel: Alt det man gør, som er dét værd: Forelskelsen i alting, alligevel at forsøge sig med dans, komme hjem kl. 06.00 og være for fuld til at børste tænder, at skrive en god melodi og igen at gentage sine ritualer: Glemme sine handsker, drømme, dufte, huske at ringe, læse 5 svære ting før kl. 08.00, ryste på hænderne, se ud.