Natten var lidt led. Lå til klokken 6 imens alting roterede og rumsterede rundt i hovedet på mig. Endte endda ude på altanen, hvor jeg talte duer.
Og da det endelig blev så lyst at man absolut overhovedet ikke længere var i stand til at sove, faldt jeg om.
Og så.
...
Sært.
Man kan være så bundfrossen af fortvivlelse, når man går i seng. Ligge som et stykke ubehandlet træ i en hel masse hvidt sengetøj. Og tro, at man aldrig får det anderledes.
Men imens man sover, er det som om at al uretfærdighed siver ud af porerne på en. Og så vågner man i et blødt nul. Og skal nærmest komme i tanke om, hvad det var, der ødelagde alt for 3-4 timer siden.
Og så går der 3-4 timer igen. Og så er alt vendt på hovedet endnu en gang.

Måske er jeg bare langt ude uretfærdig. Eller også er det dig. Eller også ved jeg ikke noget som helst.

Jeg gider ikke at være sur eller unfair. Nu har jeg i hvert fald blottet mig og er sårbar nok til at det kan gøre ondt.
Hvis det er en slags tillidserklæring.